29 / 04 / 2012
Det er vist blevet tid til en lille opskrift.
Foråret er over os og selvom råvarerne ikke helt er der endnu, så kan man stadig blive fristet til at spise lidt af de gode grønne ting der pibler op af jorden i haven og skoven.
Det er nyt liv og ny energi. En frisk sæson der kun lige er begyndt.
I denne bygotto har jeg valgt at bruge jomfrubyg der i modsætning til perlebyg ikke er poleret. Skallen er således mere intakt og de indeholder mere ‘af det sunde’.
Dog kan de have tendens til ikke at ‘samle sig’ i en bygotto, men det kan der rådes bod på med lidt creme fraiche.
Det grønne indslag i retten er spinat (som vi havde blancheret i forvejen), ramsløg og skvalderkål, med en overvægt af spinat.

Ingredienser
Til en habil portion bruges:
- 500 gram jomfrubyg
- 12 dl vand/fond
- Spinat, skvalderkål og ramsløg (vel en 3-400 gram i alt)
- Smør
- 2 dl creme fraiche
- 1 løg
- Lidt hvidvin
- Vesterhavsost
- Persille, groft hakket
- Æbleeddike, salt, peber
Fremgangsmåde
- Kog jomfrubyggen efter instruks på pakken i vand/fond tilsat lidt salt – hæld vandet fra når de er færdige
- Skyl og hak spinat, skvalderkål og ramsløg groft
- Hak løget
- Damp spinat, skvalderkål og ramsløg i lidt smør og vand
- Blend spinat, skvalderkål og ramsløg tilsat lidt smør og creme fraiche – tilsæt gerne mere creme fraiche hvis du lyster
- Smag puréen til med salt, peber og eddike
- Steg løget i en stor gryde til de er gennemsigtige
- Tilsæt den kogte jomfrubyg og svits lidt
- Tilsæt lidt hvidvin og kog ind
- Vend den grønne puré i byggen og varm igennem
- Inden servering tilsæt da den groft hakkede persille, vesterhavsosten og smag til med eddike, salt og peber

Det smager himmelsk og er med til at synge foråret i møde!
Velbekomme!
festmad hverdagsmad inspiration jomfrubyg nordisk mad opskrift perlebyg ramsløg skvalderkål spinat økologi
29 / 01 / 2012
Traditionen tro er der middag for Sofies veninder når hun holder fødselsdag. Konceptet er enkelt – de ‘tøser’ igennem og spiser god mad. Det betyder som oftest et par gode dage i køkkenet for mit vedkommende, men jeg kan lide det.
Fødselsdage har det med at falde på samme dag hvert år, hvilket også godt kan give udfordringer i forhold til menuen og gengangere – der er en grænse for hvor meget variation der er over temaet rødbede. Det lykkedes fint i år at lave noget varieret, og til forret lukkede vi øjnene for sæsonen og drømte det var sommer.
I år var menuen som følger:
- Grøn gazpacho med olivenolieis
- Svinerillette med bagt porre, porrekompot og scorzonerodschips
- Bagt/rå selleri med estragonemulsion
- Bygotto med saltsyltet citron, rygeost og sprængt lammehals
- Rom-is på nøddecrumble med stegte æbler
Billeder følger nedenfor.





æble økologi bellingehus gourmet inspiration nordisk mad perlebyg vinter
23 / 01 / 2012
Et dansk frokostbord. Hjemmebagt rugbrød. Hjemmelavet pålæg. Æblecider. Så bliver det ikke meget bedre for en amatør-kogemand som mig.
Til mit fest-frokostbord hører rullepølse. Det er ikke så tit jeg spiser det, men når jeg gør skal det helst være hjemmelavet.

For få dage siden var vi ovre ved den lokale æbleplantage, Bellingehus, hvor Verner Andersen dyrker sine æbler, blommer og hvad har vi efter biodynamiske metoder. Under disse smukke æbletræer har han en flok grise af gammel nordisk sort til at øffe rundt og spise nedfaldsæbler.
I sig selv er det en smuk tanke. Når man så bliver tilbudt at købe en halv, slagtet æblegris så er der ikke et øje tørt. Så mens det meste af den halve gris har fået plads i min fryser, så lod jeg bl.a. svineslaget være oppe, så jeg kunne få lavet mig en omgang rullepølse.
Nedenstående opskrift er delt i to sektioner, da processen strækker sig over flere dage. Det er en god idé at få fat i en rullepølsepresse, men det kan lade sig gøre uden, hvis man har lidt Storm P’sk snilde. Opskriften er baseret på den fra Adam Aamanns frokostbog.
Ingredienser (dag 1)
- Et svineslag (1,5-2 kg)
- 50 g havsalt
- 10 g sukker
- 3 allehånde
- 3 enebær
- 3 laurbærblade
- 10 sorte peberkorn
- 10 korianderfrø
Fremgangsmåde (dag 1)
- Blend alle krydderier i en kaffemølle eller lignende
- Gnid blandingen grundigt ind i kødet
- Læg det i et fad og dæk med film og sæt på køl i 3-4 dage
- Vend det én gang dagligt
Ingredienser (dag 4)
- 1 stort løg
- 1 bundt persille
- Revet muskatnød
- Peber
- 2 løg
- Timiankviste
- 3 laurbærblade
- Evt. lidt skåret persillerod/selleri/pastinak
Fremgangsmåde (dag 4)
- Sauter det ene løg
- Rens og hak persillen
- Skyl kødet for salt og de groveste stykker krydderi, tør efter med køkkenrulle/viskestykke
- Dæk kødet med en blanding af sauteret løg og persille
- Drys med lidt revet muskatnød og peber
- Rul nu slaget sammen og bind efter med snor – det behøver ikke at være slagterknuder, men det ser godt ud
- Kom den snørede pølse i koldt vand så det dækker
- Kog op og skum af
- Kom derefter de sidste krydderier, skåret løg + evt. rodfrugt i
- Lad det simre i 1,5 time
- Kom rullepølsen i pressen og pres*
- Lad den ligge et døgns tid mens den er på køl
*Du kan også bruge et fad og så noget tungt på. Jeg har tidligere brugt en kombination af et stort fad og et mindre fad, der så blev presset ned af en flise. På det tidspunkt var det også koldt nok til at have anordningen udendøre – jeg tror de færreste ønsker tunge fliser i køleskabet.
Jeg skærer gerne rullepølsen i et par stykker og fryser ned, så jeg kan tage op når jeg trænger til en opmuntrende frokost.

Her er slaget mens det endnu er ferskt

Her er slaget så saltet i 4 dage

Løg og persille fordeles ud på slaget

Rullet og bundet

Kogt og klar til et døgn i pressen
æble økologi adam aamann bellingehus festmad frokost grise hverdagsmad nordisk mad opskrifter pålæg slagtning Untitled
« Tidligere indlæg